Du er her: 

Jeg ville ønske...

Da sygeplejersken Bronnie Ware på sin blog i 2009 offentliggjorde en oplistning af de 5 ting døende patienter oftest fortryder, havde hun ingen anelse om, at at det ville blive en så stor internet sensation. I løbet af få uger havde millioner af mennesker læst hendes korte tekst på bloggen “Regrets of the Dying.”

Nu tror jeg bestemt ikke det er særligt sundt at leve i en konstant bevidsthed om, at man en dag skal dø. Tværtimod skal vi vælge livet til. Dag for dag – en dag af gangen. Men til gengæld er det muligt at bruge en krisetid, som den vi står i nu, til at tage et friskt nyt blik på, hvad det er for ting vi prioriterer og holder for vigtige. Det er en alvorlig tanke. Men også en ansporende tanke. Her er de fem ting Bronnie Ware oplistede:

Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, der ikke var styret af andres forventninger til mig. (Dette var faktisk den mest almindelige beklagelse af alle).
Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt
Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at sætte ord på mine egne følelser
Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner
Jeg ville ønske at jeg havde tilladt mig selv, at være lidt mere lykkelig

Nu er det altså bestemt ikke nødvendigvis fortiden, men lige så meget fremtiden, der fylder hos de døende fortæller sygehuspræsterne os. Og fremtiden den er lys ifølge evangeliet. For evigheden tilhører dem, der også findes her i dette liv. Og uden død er der ingen opstandelse. Det er godt at huske os selv på mens vi samtidigt tager et nyt blik på livets gave, vi nu er blevet betroet.

Michael Berghof

Andagt over teksten til Midfaste Søndag – Johannesevangliet 6:24-37

Dagens evangelietekst slutter med nogle af de bedste ord, vi overhovedet kan finde i vores Bibel. Ord utallige mennesker op igennem verdens historien har fundet trøsterige. Det er et vers jeg igen i år kommer til at give som konfirmationsord. Det er fra vers 37. Her står: “Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort!”. Det er nok de tryggeste ord, jeg kender til. 

Kort forinden dagens tekst har Jesus bespist mere end 5000 mennesker af kun 2 fisk og fem små brød. Derfor kommer skarerne nu igen til ham. For de vil have mere. Hvilket vel er svært at bebebrejde dem. Men Jesus afviser dem, og peger på, at de har de forkerte motiver. “Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv.” For sagen er ifølge Jesus, at det ikke er vigtigt hvad Jesus måtte kunne gøre for os (af nye bespinsningsundere eller helbredelser her og nu). Det afgørende er, at forstå hvem Jesus er, og hvad han allerede har gjort. For kun på den måde kan vi konfronteres på en ny måde med det, Jesus også igen idag vil gøre.

Guds søn peger på, at den samme Gud som reddede Moses og Israel gennem det røde hav og siden bespiste dem i ørkenen med himlens manna, ja, den helt samme Gud er nu på færde igen i Jesu liv og gerninger.  Men Jesus er kommet for at gøre noget langt større end at mætte vor fysiske sult, Han er kommet for at mætte os åndeligt. Og når vi blir opmærksomme på, at Jesus kan gøre mere for os end blot at stille vor sult med lidt fisk og brød, da kan vor dybeste åndelige længsel stilles. Det vil tilbyde os et helt nyt perspektiv og blik på vores liv.

Mannaen i ørkenen som Gud gav Israel at spise, er en næringsrig lille vækst, som kan findes i de tidlige morgentimer i ørkenen. Men gemmes den mere end et døgn, fordærves den. Derfor var der kun manna nok til en dag af gangen for folket i ørkenen. Det samme kan vi sige om vores liv. Det får vi lov at leve – men kun én dag af gangen. Vi ejer ikke livet. Men vi får lov at leve det – hver dag som det livets under Gud har skænket os.

Der findes en tro. Det er Guds største gave til os. Langt større end et par småfisk og lidt brød. Eller lidt manna der falder fra himmelen. Det er en tro, der giver os mod og tillid til at have med livet og virkeligheden at gøre. Mod til at se helt realistisk ind i det, der skræmmer os. Det er altså første og vigtigste skridt for den, der er ængstelig og bange; At vi er realistiske med hvad vi er stillet  overfor. Så vi ikke undervurderer det. Men bestemt heller ikke overvurderer det!

Selvom vi ikke aner hvad dagen imorgen bringer af nye meldinger om hvordan corona-virus raser i verden, så lad os alligevel gå fremad i tro på, at Gud også går med i det tilfældige og trivielle. I tillid til Ham der først gav sig selv på korset, og dernæst gav os, der lever, livet. Og som stadig siger, igen idag og altid, til bange, fortvivlede og forvirrede sjæle: “Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort!”

Michael Berghof

Frygt ikke. Tro kun!

Den engelske forfatter C.S Lewis der bla. har skrevet Narnia bøgerne, var særligt produktiv i krigsårene. Han var med til at holde modet oppe for mange på de britiske øer. Jeg faldt over et citat, som godt nok var rettet mod frygten, der senere opstod for en atomkrig. Heldigvis kom det aldrig til den atomkrig mange frygtede. Lad os også huske dette: ofte går det vor verden langt bedre end vi frygtede. Men ordene af C.S Lewis har stadig aktualitet ind i den usikkerhed og ængstelse mange oplever. Citatet lyder (i min oversættelse):

“Det første vi skal gøre, vor første handling skal være at udvise mod og stå sammen.  Hvis alle vi skulle ende med at ødelægges af atombomben, så lad bomben når den kommer, møde os i at være i fuld gang med at gøre alt det fine vi mennesker gør;  som bedende, arbejdende, undervisende, læsende, igang med at lytte til musik, bade vores børn, spille tennis, tale med venner over et krus øl og et spil dart — og IKKE krøllet og klumpet sammen som bange får, der kun sidder og tænker på bomber. De kan ødelægge vores kroppe, men behøver ikke også bestemme over vores sind og tanker.”

Jesus siger det samme. Han siger det bare helt kort: “Frygt ikke. Tro kun!” (Mark 5:36). For at kunne tro og ikke frygte er en meget stor gave. Det kan frisætte os for frygtens ukonstruktive væsen.

Michael Berghof

Ad natmørkt hav er vi stævnet ud....

Vores land står i en særlig tid og oplever bemærkelsesværdige dage og uger. Hvem skulle for blot et par uger siden have troet, at Danmark nu er lukket ned? At størstedelen af landets befolkning er sendt hjem? Mens på den anden side opfordres pensionerede læger og sygeplejersker til at melde sig til kampen mod coronavirus på landets hospitaler. Folketinget kører på nedsat kraft; arrangementer aflyses over hele landet. Ja, selv vor kirkes gudstjenster er aflyst, hvorfor vi ikke afholder gudstjenester igen i Engum kirke før tidligst palmesøndag den 5. april. I skrivende stund er også denne festlige familiegudstjeneste usikker må vi nok sige. 

Det hele gøres bestemt heller ikke lettere af, at det vi plejer at gøre, når krisen rammer, nu ikke helt kan lade sig gøre. For vi må ikke rykke fysisk tæt sammen. Istedet skal vi rykke sammen - men med afstand. Isolation, karantæne og deraf følgende ensomhed – det er vore vilkår som landet ligger her midt i marts 2020. Lad os med taknemlighed sætte pris på at vor regering har handlet resolut. Det er rigtigt om vi nu følger op og lytter til anbefalingerne. Det er en øvelse i samfundssind. En måde vi konkret kan vise hensyn til de svageste i vort samfund. 

Blir det alligevel muligt at fejre gudstjeneste palmesøndag, skal vi synge Jakob Knudsens morgensalme “Se, nu stiger solen af havets skød” (det er nummer 754 i salmebogen). Den bruger vi ofte ved bisættelser og begravelser. Men den passer faktisk også enormt godt til palmesøndag, hvor Jesus for små 2000 år siden lod sig hylde ved sit indtog i Jerusalem. Her står i vers 6:

“Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav.”

Sådan kunne Jesus nemlig have sunget, da han red ind i byen mens folkemængden fejrede ham i vild jubel. For Jesus vidste hvad der ventede. Han vidste, at der kun ville gå få dage før de samme mennesker råbte “Korsfæst ham! Korsfæst ham! Væk med den uduelige tjener” For at kunne skrive en sådan salme, har Jakob Knudsen nok selv måtte gå noget meget svært igennem., for i salmens ord mærker man, hvordan vi her stilles overfor et menneske, som har overvundet sin frygt.

At have overvundet sin egen angst betyder ikke, at død og undergang dermed er afskaffet og borte. Vore livsvilkår er stadig, sådan som de altid har været. I den henseende er der intet, der er forandret siden palmesøndag og påskemorgen. Alligevel er det hele blevet anderledes ifølge evangeliet, fordi vor nød og elendighed er forvundet (ikke forsvundet), dvs. det kan miste sin magt over os.

Vi må have lov både at tro, håbe og bede om, at corona snart er på retur igen. Det er den i altfald i Kina ser det ud til. Men også på den anden side af coronavirus og i al fremtid der vil komme, gælder evangeliets trøst altid. I troen på evangeliet, som er de gode nyheder om Guds søn, der besejrede døden, kan vi komme dertil, at også vi tør se vor egen undergang i øjnene; fordi den allerede er overvundet! Her kan vi ved troen få lov at erfare, hvordan Gud måske ikke lader os slippe for livets trængsler. Men at Gud går med os gennem dem. Og når vi så engang falder for ikke mere at rejse os igen, da synker vi ned i Guds nådes evige hænder. Dagen når alle dødens skygger for evig fly; Når lyset stander stille på livets kyst. Det er et levende håb, der også nu og her, kan sende os ud og ind i livet med fornyet mod og vilje.

Michael Berghof